Dorotea 2006

Herregårdsjagt med sorte missiler og højt til himlen…

Da jeg købte mig en gordon setter for et lille år siden, vidste jeg vel egentlig godt - inderst inde og allerdybest nede, at det var en herregårdshund jeg havde anskaffet mig - en hund der krævede sin daglige motion - og at det var komplet umuligt opgave at stimulere sådan en hund i det daglige med et 8-16 job og en 15 ha stor jagt.

Drømmen om sorte urkokke havde dog rumsteret i mig i længere tid. Flere jagtture til de Svenske og Norske vildmarker, med forskellige lånte og i øvrigt fremragende engelske settere havde yderligere sat mig op til at få min egen fuglehund. At det blev en gordon setter var lidt af en tilfældighed - for jeg har altid lige så brændende ønsket mig en tricolore engelsk setter.

Men - en sort hund til sorte kokke - det kunne vel ikke gå galt tænke jeg fortrøstningsfuldt.

Et år efter og uendelig mange kilometer gåture - og en enkelt skovsneppe eller to senere - stod jeg så på færgen til Gøteborg og skuede fremad mod målet - godt tusind km og Laplands uendelige vidder vil snart ligge åben for mine fødder. En håndfuld tjur- og urfuglehøner i bagagen skulle veksles til en af de sorte urkokke - og jeg var fast besluttet på ikke at vende næsen hjemad før missionen var lykkedes.

Sæsonstarten for udlændinge var sat til den 30. august i Lapland - svenskerne skulle have de første fem dage af jagten i fred og ro for udlændinge - hvilket jo kun kan siges at være rimelig og ret. Herefter var der så fem dage, hvor nordiske jægere havde ret til at erhverve sig dagkort på statsmark i fjeldet, mod et mindre symbolsk beløb. Dagkortet giver så rettighed til at gå mere eller mindre ubegrænset på jagt efter småvildt i den kommune, man nu havde valgt at købe jagtkort til.  

Efter 1200 km fandt jeg endelig frem til den lokale jagtguide som solgte jagtkort. Klokken nærmede sig faretruende lukketid og jeg havde endnu ikke fået støvet et svensk postkontor op, og havde dermed ikke fået investeret i et svensk jagtkort - mit eneste håb var, at det svenske bureakrati stoppede ved grænsen til fjeldet - og at der både kunne sælges statslig jagtkort og dagkort heroppe i Laplands ødemark.

Min ønsketænkning gik i opfyldelse og efter at have diskuteret årets lokale bjørnejagt, samt fået underretninger om at forrige års lidt pauvre situation med få skovfugle i år var afløst af masser af skovfugle, dvs. tjur - idet urfugl ikke var noget man gik så meget op på disse kanter. Nej - tjur med ”träskäller” det var sagen heroppe i Lapland forstod jeg hurtig.

1. Dag - 30. august:

Det var med fortrøstning, at jeg næste dag stod tidligt op for at indlede jagten på min urkok. Jeg havde valgt et tilfældigt område på 4-cm kortet med store myrer og gammelskov mod fjeldet. Det kunne absolut ikke gå galt.

En lille times vandring senere i gammelskov langs myrkanten og med en ivrigt søgende hund, næsten under bøssen - standser jeg op i en lysning for at kigge på kort og tage mig en slurk vand. En gammel tjurhøne brager pludselig ud fra en skovfyr midt i lysningen i en eksplosion af acceleration - Bang, Bang - to skud fra hoften - som før har været så lykkebringende på netop disse tjurhøner. Men i dag har jeg glæden af, at se hende accelerere næsten lodret ind i himlen, før hun forsvinder henover fjeldet på den anden side af myren.

Humøret er højt og jeg er fortrøstningsfuld - men otte timer senere vakler jeg nedad stien mod bilen uden at have set andet end en bekkasin og hørt lyden af en enkelt tjur, der gik på vingerne i tæt skov.

2. dag - 31. august:

Jeg har snakket lidt mere med de professionelle jagtguider, og har fået at vide, at der er mange fugle i år, men at de ligger klumpet fordelt - det gælder altså bare om at finde de første fugle... Löjtavare - et område i den sydlige ende af kommunen - har givet utrolig mange tjur de første fem dage - flokke med op mod 30 fugle er set gentagne gange og mange er kommet hjem med den daglige kvote på tre tjur. Et italiensk selskab på tre jægere præsterede således at skyde 25 tjur på de første fem jagtdage.

Hvad med urfugle spørger jeg forventningsfuldt - jo der er da set et enkelt kuld urfugle på Löjta i år bliver der svaret - og jeg får stukket tre samiske vejnavne ud, så skulle det jo ikke være nogen sag at indkredse det kuld urfugle mener de. Efter nøje nærstudering af mit fjeldkort - får jeg indsnævret området til en lille skovklat på størrelse med Rold Skov - med et endeløst system af myrer.

Tre timers travetur igennem birke- og pilekrat og henover den ene lille fine højmose efter den anden sætter efterhånden sine spor på mand og hund - ikke een eneste tjur - og om end en sølle trøst så dog en lille en af slagsen, at jeg på dette tidspunkt møder en af de professionelle guider med en italiener på slæb - der er ligeså tomhændede som jeg selv. Tanken begynder at kredse om madpakken i rygsækken og geværet hænger lavt i hænderne, da der pludselig ud af ingenting letter to tjurhøner under bøssen foran mig - Bang, Bang - over begge gange - og jeg plejer ellers at skyde under i bagskud… En forvirret gordon setter kommer farende ud af birkekrattet og kigger desillusioneret efter fuglene, der forsvinder ind i solen.

Tre timer senere og scenen er næsten den samme - denne gang støder Sako to tjurhøner i et tæt pilekrat på kanten af en myr - den ene går ret bagud og svinger ind bagom mig - skuddene falder, præcist i det splitsekund hønen glider bag en lille forhøjning. Den anden høne letter i skuddet og flyver fremad. Sako preller - og Gak-gaak, gak-gaak - en enlig dalrype-kok stiger på vingerne og forsvinder efter tjurhønen i et hvidt glimt… Seks timer har jeg gået og så skal de absolut ligge lige oven i hinanden… Jeg forsætter fremad og finder hurtig tjurhønen i et grantræ langs en lille myr små hundrede meter fremme - men hun holder ikke denne gang. Jeg svinger så rundt og tager den anden kant tilbage efter rypen - og så sker det for første gang - Sako tager fast stand inde i et tæt pilekrat. Gak-gaak, gak-gaak - rypekokken letter lige ind i hovedet på hunden - stiger en halv meter henover hovedet på Sako dykker så igen på den anden side for at forsvinde i krattet uden at give mig en reel skudchance.

3. dag - 1. september:

Nu skal der skydes ryper - jeg har endnu engang fået udpeget en sikker vinder på kortet - 10 km op igennem gammelskoven, henover et par knolde med birkekrat på kanten af fjeldet, hvor der normalt var gamle urkokke og yderligere var set mindst et kuld tjur, et par timer til fjeldbirkeskoven henover en stor myr og endelig tre timers jagt i den forvoksede birkeskov på højfjeldet - og så hjem henover fjeldet med en ordentlig flok ryper i sækken - det var planen.

Ti timer senere kan jeg så småt opsummere på en dag med heldagsregn, tæt skydække og ikke skyggen af eneste fugl - dvs to krikænder i en fjeldsø, men hverken en urkok i birkekrattet på kanten af skovgrænsen, ej heller noget tjurkuld - og ikke så meget som en eneste hvid svingfjer af en rype på højfjeldet...

Sukkerkold kravler jeg nærmest den sidste km henover en lysning  - GPS'en bliver tændt flere gange - 1500 m - 1200 m - 850 m - jeg vakler om på et stød og spiser lidt blåbær. Jeg ved, at der ligger en snickers i toplommen på rygsækken - men kan ikke sanse at få fat i den. Jeg konstaterer, at der ligger en frisk bjørnelort ved siden af stødet - men orker ikke at tænke på bjørn lige nu... Blåbærrene begynder at virke, og jeg når endelig bilen. Gad vide hvordan Jesper Skibby vil have beskrevet følelsen...

 

Det var tid til en revurdering, for der var jo tydeligvis ingen af de sorte missiler her i Lapland...

Så jeg pakkede bilen og kørte sydpå mod Jämtland - ned mod gästgiveriet Lilholmsjö Camping, hvor man kunne købe dagskort til private skovmarker... 

Undervejs blev der tid til at botanisere lidt på en af Sveriges bedste orkidé-lokaliteter ved Forsäsen - 15 arter af orkideer og alle de fineste rigkærsmossser på et areal mindre end en ha...